Når det kommer til privatøkonomi, så kommer det hurtigt til at handle om alt andet end penge. Den måde du forvalter
dine penge på, påvirker stort set alle områder af dit liv – både negativt og positivt. Så spørg dig selv, hvordan vil
du gerne leve med dine penge?
At tage kontrol over din privatøkonomi kan virke som en udfordrende opgave, især hvis du står over for en økonomisk
situation, som du måske ikke har prøvet før eller ved hvor du skal spørge om hjælp til at løse den.
Jeg vil her komme med 5 bud på hvad du kan gøre for lige præcis din økonomiske situation – allerede i dag – med denne
korte guide til dig, som ønsker at skabe overskud og få kontrollen tilbage i din privatøkonomi.
Kend dit økonomiske udgangspunkt
Start med at gennemgå din økonomiske situation i detaljer. Lav en liste over dine indtægter, udgifter, gæld og aktiver
(altså det du ejer af værdi, fx bolig, opsparing, aktier, bil mm.)
Når du har gennemgået listen, så finder du de områder, hvor der er plads til forbedring og her er det vigtigt at være
ærlig over for dig selv om hvad der egentlig betyder noget for dig. Typiske pengeslugere under faste udgifter, hvor du
hurtigt kan spare penge er fx abonnementer og streamingtjenester. Vær kritisk og få ryddet op.
Lav et budget
Nu har du fundet alle de tal der går ud og ind i din økonomi og så kommer vi ikke uden om, at et budget er et afgørende
element i en sund privatøkonomi. Lav de budgetkategorier, som giver mening for dig og lav gerne et årsbudget, da du på
den måde får skabt et langsigtet overblik, hvor du kan se udviklingen i din økonomi.
Se budgettet som et værktøj der skaber overblik og mulighed for at få råd til at alt det du drømmer om. Det er IKKE et
restriktivt onde, som spænder ben for dig. Tværtimod.
Husk også at have plads til det du sætter allermest pris på i dit liv – et budget med plads til at leve, er det som
holder på den lange bane.
Sæt realistiske og ambitiøse mål
Med budgettet i hånden kan du nu sætte realistiske mål for dig selv og dine økonomiske drømme. Vær specifik når du
sætter et mål og start eventuelt småt, hvis du synes det er svært at sætte dig et mål eller du har dårlige erfaringer
med at nå de mål du sætter dig. Intet mål er for småt.
Uanset om det handler om at nedbringe gæld, opbygge en buffer eller spare op til at købe en bolig, så er det en fordel
at dele dine mål op i kortsigtede og langsigtede mål og med delmål undervejs, så du kan følge din fremskridt undervejs
og du samtidigt bekræfter dig selv i at du kan nå de mål du sætter dig. Dét er en win/win.
Sæt økonomiske rammer for dig selv og spar penge i hverdagen
At spare penge i hverdagen er en effektiv måde at forbedre din privatøkonomi på med en hurtig mærkbar effekt. Små
ændringer i dine daglige vaner kan have en betydelig indvirkning på din økonomi over tid. Lav nogle økonomiske rammer
ud fra dit budget og hold dig til dem. Det kan fx være at du deler dit rådighedsbeløb op fra et månedsbeløb til et
ugebeløb.
Hvis dit rådighedsbeløb er 10.000 kr. så har du altså 2.500 kr. per uge i stedet.
På den måde undgår du en situation hvor du får brugt mange penge i starten af en måned og må spare de sidste 2 uger. En
situation, som er med til at tynge de tanker og handlinger du har omkring din økonomi, hvis du hele tiden føler at du
mangler penge og måske får dig til at tage nogle dårlige beslutninger.
Spørg om hjælp
Vi er mange der har en tendens til at tro at vi skal klare alting selv. Og vi kan klare mange ting selv, men
spørgsmålet er om det altid er det værd? Nogle gange skal der meget lidt hjælp til for at øge dit økonomiske potentiale
og når det kommer til økonomi, så er tiden ikke uvæsentlig. Det kan være dyrt at vente med at komme i gang.
Om forfatteren
Elizabeth Frank Nebelong arbejder som formidler og økonomisk mentor på Budgetnørden (@budgetnoerden) på instagram og på
www.budgetnoerden.dk. Her har hun delt ud af sin egen økonomi siden september
2019 og det er hendes mission at aftabuisere økonomi og gøre det tilgængeligt for alle.
Hun har en baggrund i ernæring og sundhed og har arbejdet med livsstilsændringer i mere end 10 år og ved hvad der skal
til for alvor at få ændret vaner.